Transportør: Sådan kan du arbejde med smittebeskyttelse

Transporterer du dyr for egen eller andres regning? Så er du transportør. Læs om krav til smittebeskyttelse, og hvordan du kan arbejde med smittebeskyttelse.

En transportør er en fysisk eller juridisk person, der transporterer dyr for egen eller andres regning. Det gælder både erhvervsmæssig transport (transportfirmaer) og transport i andre sammenhænge.

Du er for eksempel transportør, hvis du:

  • transporterer hovdyr, f.eks. kvæg, grise, får, geder eller heste mellem virksomheder, markeder eller slagterier m.v.
  • transporterer fjerkræ.
  • transporterer heste til stævner, konkurrencer eller udstillinger.
  • er chauffør i et transportfirma, der transporterer levende dyr.

Hvis du rejser privat med et kæledyr, betragtes du ikke som transportør, men skal overholde nogle andre krav.

Læs om krav til smittebeskyttelse for dyrlæger, dyrefagpersoner, personer, der holder selskabsdyr mv.

Transportører skal også følge reglerne for operatører

Når du transporterer dyr, er du også operatør efter reglerne om smittebeskyttelse. Du skal derfor sætte dig ind i:

  • Reglerne for operatører: Alle transportører skal overholde kravene for operatører.
    Læs om smittebeskyttelse for operatører
  • Reglerne for transportører: Som transportør skal du også overholde særlige krav til smittebeskyttelse ved transport af dyr, som du finder på denne side.
  • Reglerne om transport og flytning af dyr: Du bør også kende reglerne for transport og flytning af dyr.
    Læs om transport og flytning af dyr

Smittebeskyttelsesvejledning

Du kan læse mere om regler, ansvar og praktiske eksempler i den fulde vejledning om smittebeskyttelse.

Læs vejledning om smittebeskyttelse (biosikring) (pdf)

Hvad er smittebeskyttelse?


Smittebeskyttelse (biosikring) handler om at forebygge, at sygdomme kommer ind i, spreder sig indenfor eller føres ud af et dyrehold. Det sker gennem forskellige tiltag og procedurer, der mindsker risikoen for smitte.

Transport af dyr er blandt de aktiviteter, der indebærer størst risiko for spredning af smitsomme sygdomme. Derfor er det vigtigt at forebygge smitte både før, under og efter transport.

Hvorfor er smittebeskyttelse vigtigt?

Smittebeskyttelse er vigtig for at beskytte dyr, mennesker og samfundet mod sygdom. Det reducerer risikoen for sygdomsudbrud, understøtter dyresundhed og dermed også dyrevelfærd og mindsker risikoen for økonomiske og handelsmæssige tab ved sygdomsudbrud for den enkelte og samfundet.

Sygdomme og infektioner, herunder zoonoser, kan blandt andet skyldes bakterier, virus, svampe og parasitter. Smitte kan spredes ved direkte kontakt eller indirekte via et mellemled.

  • Direkte smitte sker ved direkte kontakt med smittede dyr (eller mennesker), herunder kontakt med f.eks. blod, spyt, urin, afføring eller andre kropsvæsker fra et sygt individ.
  • Indirekte smitte sker via omgivelserne, hvor smitten overføres gennem et mellemled, f.eks. via mennesker, tøj, fodtøj, udstyr, transportmidler, foder, vand eller insekter.

Da forskellige sygdomme kan spredes via forskellige smitteveje, vil de smittebeskyttelsestiltag, der kan forebygge smittespredning, variere fra sygdom til sygdom.

Effektiv forebyggelse af smitte bygger på en kombination af fysiske og håndteringsmæssige tiltag.

  • Fysiske tiltag handler om at skabe en fysisk barriere mod smitte. Det kan f.eks. være at holde nye eller syge dyr adskilt fra andre dyr, undgå kontakt med vilde dyr, indhegne områder, fører adgangskontrol med ens dyrehold eller etablere faciliteter til håndvask og tøjskift.
  • Håndteringsmæssige tiltag handler om at indføre daglige rutiner, der forebygger smittespredning. Det kan f.eks. være rengøring og desinfektion af udstyr, god håndhygiejne, retningslinjer for kontakt med dyr, procedurer for håndtering af syge dyr, foder, affald og animalske biprodukter eller regler for hvor transportmidler må færdes.

For at kunne træffe relevante og effektive smittebeskyttelsestiltag til at forbygge smitte, skal du skal sørge for at have passende viden om, hvilke risici for smitte der er forbundet med dine dyr og aktiviteter. Det kan du få i samarbejde med din dyrlæge eller anden rådgiver.

Se eksempler på, hvad smittebeskyttelse kan indebære herunder.

Hvis du transporterer dyr til slagteri

  • Rengør og desinficer køretøjet efter transport.
  • Undgå unødvendig kontakt med andre dyr.
  • Sørg for korrekt håndtering af strøelse og gødning.

Hvis du transporterer heste til stævner

  • Begræns kontakt med fremmede heste.
  • Del ikke udstyr mellem heste.
  • Hold transportmidlet rent.
  • Hold øje med sygdomstegn efter hjemkomst.

Hvis du transporterer dyr mellem besætninger

  • Kend sundhedsstatus på afsender- og modtagersted.
  • Rengør og desinficer mellem transporter efter gældende regler.
  • Følg faste procedurer for personhygiejne.
  • Registrér virksomheder, datoer og transporter.

Har du brug for hjælp til at vurdere din smitterisiko eller arbejde med smittebeskyttelse generelt kan du f.eks. søge rådgivning hos din brancheorganisation, dyrlæger rådgivningsvirksomheder eller private konsulenter.

De kan hjælpe med at vurdere hvad der passer bedst til dig og din situation.

Krav til smittebeskyttelse for transportører


Som transportør har du pligt til at minimere risikoen for at sprede sygdomme. Transportører er en undergruppe til operatører, hvilket betyder, at du som transportør også skal overholde de regler, der gælder for operatører.

Det betyder blandt andet, at du skal:

  • sikre at sundhedsstatussen hos de dyr der transporteres ikke forringes
  • have passende viden om dyresygdomme, herunder sygdomme der kan smitte til mennesker (zoonoser)
  • have passende viden om smittebeskyttelsesprincipper
  • træffe relevante smitteforebyggende tiltag
  • sikre rengøring og desinfektion af transportmidler og udstyr
  • bekæmpe insekter og gnavere i forbindelse med udstyr og transportmidler
  • sikre sporbarhed og korrekt dokumentation

Som transportør har du ansvar for at forebygge og begrænse risikoen for at sprede smitte. Derfor skal du have den viden og tage de forholdsregler, der passer til den type aktivitet og transport, du udfører.

Det betyder blandt andet, at du skal være opmærksom på dyrenes sundhedstilstand, sikre en god hygiejne i forbindelse med transporten og gennemføre de smittebeskyttelsestiltag, der er relevante for dine aktiviteter. Rengøring og desinfektion af køretøjer og udstyr samt planlægning af transporter kan være vigtige redskaber til at forebygge smittespredning.

Hvor meget, du skal vide, og hvilke tiltag du skal gøre brug af, afhænger af den risiko for smittespredning, der er forbundet med din transport. Transport af mange dyr, hyppige transporter mellem forskellige dyrehold eller transport over lange afstande kan indebære en større risiko end lejlighedsvis transport af få dyr. Det vigtigste er, at du har tilstrækkelig viden om de smitterisici, der er forbundet med dine transporter, så du kan forebygge sygdom og undgå at sprede smitte mellem dyr, dyrehold og geografiske områder.

Tilpas din smittebeskyttelse til din smitterisiko


Risikoen for at sprede smitte varierer fra transport til transport. Din smittebeskyttelsesindsats skal derfor stå mål med den risiko for smittespredning, der er forbundet med de transporter, du udfører. Jo større risiko transporten indebærer, desto større krav stilles der til din viden om smitterisici og til de smittebeskyttelsestiltag, du iværksætter.

Din smitterisiko afhænger blandt andet af:

  • hvilke dyrearter der transporteres
  • hvor mange dyr der transporteres
  • hvor ofte der køres mellem forskellige dyrehold eller virksomheder
  • transportafstande og de geografiske områder, der køres imellem
  • dyrenes sundhedsstatus
  • den lokale sygdomssituation og aktuelle sygdomsudbrud
  • om transporten er national eller international.

Vær opmærksom på, at din smitterisiko kan ændre sig over tid, for eksempel som følge af årstider, ændrede transportruter eller sygdomsudbrud. Det er derfor vigtigt løbende at vurdere risikoen og tilpasse dine smittebeskyttelsestiltag derefter.

Følg Fødevarestyrelsens trusselvurderinger

Fødevarestyrelsen følger udviklingen i dyresygdomme i Danmark og udlandet og udarbejder trusselvurderinger ved nye sygdomstrusler.

Trusselvurderinger kan hjælpe dig med at vurdere, om der er behov for at skærpe smittebeskyttelsen i dit dyrehold.

Du kan arbejde med smittebeskyttelse på flere måder. En praktisk tilgang er at følge de fire trin nedenfor:

  1. Risikovurdering: Vurder, hvilke risici, du skal tage højde for at kunne iværksætte passende smittebeskyttelsestiltag. Overvej hvor og hvordan smitte kan spredes under transporten. Tænk også over, hvilke konsekvenser et sygdomsudbrud kan få.
  2. Handlingsplan: Vælg de smittebeskyttelsestiltag, der passer til de risici, du har identificeret. Fastlæg procedurer for rengøring, desinfektion, adgang, dokumentation og håndtering af dyr.
  3. Implementering: Sørg for at alle chauffører og medarbejdere følger de aftalte procedurer.
  4. Løbende evaluering: Gennemgå jævnligt rutinerne og justér dem ved nye sygdomstrusler eller ændrede aktiviteter.

Ovenstående tilgang bygger på HACCP (Hazard Analysis and Critical Control Points) -principperne, der anvendes i fødevarevirksomheders egenkontrol til at identificere risici og forebygge problemer, før de opstår. Denne tilgang kan du lade dig inspirere af.

Transportfirma der transporterer grise mellem besætninger

  1. Vurder risikoen: Smitte kan spredes mellem besætninger via dyr, køretøj, chauffør og udstyr.
  2. Lav en handlingsplan: Fast procedure for vask og desinfektion mellem transporter. Krav om rent arbejdstøj og fodtøj. Registrering af alle transporter.
  3. Implementering: Køretøjer rengøres efter hver tur.
  4. Løbende evaluering: Kontroller rengøringsprocedurer og tilpas dem efter behov.

Spørgsmål og svar

Lovstof

Læs altid de gældende regler på området. Du kan finde reglerne i:

  • Dyresundhedsloven
  • Hygiejneforordningen
  • Nationale bekendtgørelser

Læs mere i dyresundhedsloven