Operatør: Sådan kan du arbejde med smittebeskyttelse

Holder du dyr eller håndterer produkter fra dyr? Så er du en operatør. Læs om krav til smittebeskyttelse, og hvordan du kan forebygge smitte i dit dyrehold.

En operatør er en person, der er ansvarlig for dyr eller produkter fra dyr. Det kan både være professionelt eller som mindre, privat eller hobbypræget dyrehold.

Du er for eksempel operatør, hvis du:

  • holder landdyr som kvæg, grise, får, geder, heste eller fjerkræ m.v.
  • holder akvakulturdyr som fisk, visse krebsdyr eller bløddyr
  • håndterer produkter fra dyr som avlsmateriale, mælk, æg, kød eller animalske biprodukter m.v.
  • opdrætter dyr i erhvervsøjemed, også dyr der betragtes som selskabsdyr (eksempelvis hundekenneler).

Du er ikke operatør, hvis du holder kæle- eller selskabsdyr, er en dyrlæge eller dyrefagperson.

Læs om krav til smittebeskyttelse for dyrlæger, kæledyrsejere, transportører og dyrefagpersoner mv.

Smittebeskyttelsesvejledning

Du kan læse mere om regler, ansvar og praktiske eksempler i den fulde vejledning om smittebeskyttelse.

Læs vejledning om smittebeskyttelse (biosikring) (pdf)

Hvad er smittebeskyttelse?


Smittebeskyttelse (biosikring) handler om at forebygge, at sygdomme kommer ind i, spreder sig indenfor eller føres ud af et dyrehold. Det sker gennem forskellige tiltag og procedurer, der mindsker risikoen for smitte.

Hvorfor er smittebeskyttelse vigtigt?

Smittebeskyttelse er vigtig for at beskytte dyr, mennesker og samfundet mod sygdom. Det reducerer risikoen for sygdomsudbrud, understøtter dyresundhed og dermed også dyrevelfærd og mindsker risikoen for økonomiske og handelsmæssige tab ved sygdomsudbrud for den enkelte og samfundet.

Sygdomme og infektioner kan blandt andet skyldes bakterier, virus, svampe og parasitter. De kan spredes mellem dyr og mennesker enten ved direkte eller indirekte smitte:

  • Direkte smitte sker ved direkte kontakt med smittede dyr (eller mennesker), herunder kontakt med f.eks. blod, spyt, urin, afføring eller andre kropsvæsker fra et sygt individ.
  • Indirekte smitte sker via omgivelserne, hvor smitten overføres gennem et mellemled, for f.eks. via mennesker, tøj, fodtøj, udstyr, transportmidler, foder, vand eller insekter og gnavere.

Ikke alle sygdomme spredes på samme måde. De relevante smittebeskyttelsestiltag for at undgå smitte vil derfor afhænge af den enkelte sygdom.

Effektiv forebyggelse af smitte bygger på en kombination af fysiske og håndteringsmæssige tiltag:

  • Fysiske tiltag handler om at skabe fysiske barrierer mod smitte. Indret dyreholdet, så smitte har sværere ved at sprede sig. Det kan f.eks. være hegn, adgangskontrol, tøjskifte, adskillelse af dyregrupper, særskilte faciliteter og områder til syge dyr, forum med mulighed for at skifte tøj og vaske hænder.
  • Håndteringsmæssige tiltag handler om at skabe daglige procedurer og rutiner, der forebygger smittespredning. Følg faste procedurer, der forebygger smitte, f.eks. rengøring og desinfektion af udstyr, regler for adgang til dyreholdet, retningslinjer for og håndtering af dyr og biprodukter.

Du skal sørge for at have passende viden om, hvilke risici for smitte der er forbundet med dine dyr og aktiviteter, så du kan træffe relevante beskyttelsestiltag. Det kan du eventuelt få i samarbejde med din dyrlæge eller anden rådgiver.

Se eksempler på, hvad smittebeskyttelse kan indebære herunder.

Hvis du har 10 høns i baghaven eller et par skovtursheste

  • Vask hænder efter kontakt med dyr
  • Rengør og vedligehold stald, hønsehus og udstyr
  • Hold øje med tegn på sygdom
  • Kontakt en dyrlæge ved mistanke om sygdom

Hvis du deltager i stævner med din hest

  • Undgå unødig kontakt med fremmede heste
  • Begræns deling af udstyr
  • Rengør udstyr efter behov
  • Hold øje med tegn på sygdom efter deltagelse i stævner og transport

Hvis du har fugle, som du tager til udstilling og lignende med

  • Undgå unødig kontakt med andre fugle
  • Begrænse deling af udstyr
  • Rengør udstyr efter behov
  • Hold øje med tegn på sygdom efter deltagelse i udstillingen

Hvis du har en større kvægbesætning

  • Adgangsregler for personer og køretøjer
  • Adskillelse af dyregrupper og isolation af syge dyr
  • Fysiske hegn mellem dyregrupper
  • Faste rutiner for rengøring og desinfektion

Har du brug for hjælp til at vurdere din smitterisiko eller arbejde med smittebeskyttelse generelt, kan du søge rådgivning om smittebeskyttelse hos din praktiserende dyrlæge, brancheorganisationer, rådgivningsvirksomheder eller andre private konsulenter m.fl.

De kan hjælpe med at vurdere, hvad der passer bedst til netop dig og dit dyrehold.

Krav til smittebeskyttelse


Som operatør har du pligt til at minimere risikoen for at sprede sygdomme i forbindelse med det dyrehold, du har, eller de aktiviteter, du udfører.

Det betyder blandt andet, at du er ansvarlig for at:

  • sikre dine dyrs sundhed og være opmærksom på tegn på sygdom
  • have relevant viden om dyresygdomme og smittebeskyttelse
  • iværksætte relevante smittebeskyttelsestiltag
  • sikre passende rengøring og hygiejne, hvor det er relevant
  • kontakte en dyrlæge ved mistanke om en anmeldepligtig sygdom
  • samarbejde med dyrlæger og myndigheder om sygdomsforebyggelse og sygdomsbekæmpelse

Læs mere om krav til smittebeskyttelse for operatører i smittebeskyttelsesvejledningen.

Som operatør har du ansvar for at forebygge og begrænse risikoen for smittespredning. Du skal have den viden og tage de forholdsregler, der passer til dit dyrehold og de aktiviteter, du udfører.

Det betyder blandt andet, at du skal holde øje med dine dyrs sundhed, reagere ved tegn på sygdom og iværksætte de smittebeskyttelsestiltag, der er relevante for dig.

Kravene til omfanget af din viden og dine smittebeskyttelsestiltag afhænger derfor af din smitterisiko. Et mindre hobbyhold med få dyr og få aktiviteter har ofte andre behov end et stort dyrehold med mange dyr og flere aktiviteter.

Tilpas din smittebeskyttelse til din smitterisiko


Risikoen for at sprede smitte varierer fra dyrehold til dyrehold. Din smittebeskyttelsesindsats skal derfor tilpasses din situation og kunne stå mål med den risiko for smittespredning, der er forbundet med dit dyrehold eller de aktiviteter, du udfører.

Din smitterisiko afhænger blandt andet af:

  • hvilke dyr du har
  • om du holder flere forskellige dyrearter
  • om dyrene holdes indendørs eller udendørs
  • hvilken produktionstype dyrene indgår i
  • hvilke aktiviteter der foregår i dit dyrehold
  • kontakt med andre dyr, personer og køretøjer
  • geografisk beliggenhed, klima og lokale forhold.

Vær opmærksom på, at din smitterisiko kan ændre sig over tid, f.eks. ved sygdomsudbrud, årstidsskift eller ændringer i driften. Derfor bør du løbende vurdere risikoen og justere dine tiltag.

Følg Fødevarestyrelsens trusselvurderinger

Fødevarestyrelsen følger udviklingen i dyresygdomme i Danmark og udlandet og udarbejder trusselvurderinger ved øget smitterisiko.

Trusselvurderingerne kan hjælpe dig med at vurdere, om der er behov for at skærpe smittebeskyttelsen i dit dyrehold

Du kan arbejde med smittebeskyttelse på flere måder. En praktisk tilgang er at følge de fire trin nedenfor:

  1. Risikovurdering: Vurder, hvilke risici, du skal tage højde for for at kunne iværksætte passende smittebeskyttelsestiltag. Overvej, hvordan smitte kan komme ind i dit dyrehold, sprede sig mellem dyrene eller videre til andre dyr. Tænk også over, hvilke konsekvenser et sygdomsudbrud kan få.
  2. Handlingsplan: Vælg de smittebeskyttelsestiltag, der passer til de risici, du har identificeret. Tiltagene skal passe til dit dyrehold og dine aktiviteter.
  3. Implementering: Sørg for, at dine valgte smittebeskyttelsestiltag bliver en del af den daglige drift, og at alle med kontakt med dyrene ved, hvad de skal gøre.
  4. Løbende evaluering: Tilpas tiltagene, hvis forholdene ændrer sig, eller der opstår nye sygdomstrusler.
    Du kan eventuelt lade dig inspirere af, hvordan fødevarevirksomheder laver egenkontrol baseret på HACCP-principperne (HACCP (Hazard Analysis and Critical Control Points) for at forebygge problemer.

Eksempel: Slagtekyllingeproduktion med 40.000 kyllinger

  1. Vurder risikoen: Smitte kan komme ind i besætningen via dyr, personer, køretøjer, udstyr, foder eller andre materialer.
  2. Lav en handlingsplan: Du beslutter at bruge smittebarrierer, adgangsregler, zoneskift samt faste rutiner for rengøring og desinfektion af stalde, udstyr og transportmidler.
  3. Følg planen i hverdagen: Alle, der har adgang til besætningen, følger de aftalte rutiner. Du holder samtidig øje med tegn på sygdom, ændringer i tilvækst og foder- og vandoptag.
  4. Vurder løbende, om planen virker: Gennemgå jævnligt dine rutiner og tilpas dem, hvis der opstår nye risici eller ændringer i produktionen.

Eksempel: Konkurrencehest

  • Vurder risikoen: Hesten transporteres til stævner og kommer i kontakt med andre heste og omgivelser med ukendt sundhedsstatus.
  • Lav en handlingsplan: Du undgår at dele udstyr med andre heste, begrænser kontakt med fremmede heste, kender sygdomstegn og isolerer hesten ved mistanke om sygdom.
  • Følg planen i hverdagen: Følg rutinerne ved træning, transport og stævner.
  • Vurder løbende, om planen virker: Tilpas rutinerne, hvis sygdomssituationen ændrer sig, eller hvis du deltager i aktiviteter med øget smitterisiko.

Eksempel: 10 høns i baghaven

  1. Vurder risikoen: Vilde fugle kan bringe smitte til hønseholdet.
  2. Lav en handlingsplan: Du begrænser kontakt med vilde fugle og rengør hønsehus og udstyr regelmæssigt.
  3. Følg planen i hverdagen: Følg rutinerne i hverdagen og hold øje med tegn på sygdom.
  4. Vurder løbende, om planen virker: Tilpas tiltagene, hvis der opstår nye sygdomsrisici. Det kan være, hvis der er konstateret fugleinfluenza i området. Du vurderer derfor, om der er behov for ekstra tiltag for at beskytte hønsene.

Spørgsmål og svar

Hold øje med ændringer i dyrenes adfærd, appetit, produktion eller almen tilstand. Feber, hoste, diarré, halthed eller øget dødelighed kan være tegn på sygdom.

Reagér hurtigt. Begræns kontakt til andre dyr, følg dine smittebeskyttelsesrutiner og kontakt din dyrlæge ved behov.

Sørg for god hygiejne, rengør og desinficér relevant udstyr, begræns unødig adgang til dyrene og vær særligt opmærksom ved indkøb eller flytning af dyr.

Sørg for, at dyr, personer, køretøjer og udstyr ikke utilsigtet bringer smitte videre til andre dyrehold. Følg altid gældende regler for flytning af dyr.

Besøgende kan bringe smitte med sig via tøj, fodtøj, hænder eller udstyr. Mange besøgende kan øge smitterisikoen.

Overvej derfor, om der er nogle procedurer eller forholdsregler for besøgende, der er relevante for dyrehold.

Transport kan øge kontakten mellem dyr, mennesker og miljøer. Det er vigtigt at holde transportmidler og udstyr rene og følge gældende regler.

Lovstof

Læs altid de gældende regler på området. Du kan finde reglerne i:

  • Dyresundhedsloven
  • Hygiejneforordningen
  • Nationale bekendtgørelser

Læs mere i dyresundhedsloven