Dyrlæge: Sådan kan du arbejde med smittebeskyttelse

Er du dyrlæge? Så har du en vigtig rolle i forebyggelsen, overvågningen og håndteringen af smitsomme sygdomme hos dyr. Læs om kravene til dig og dit arbejde.

Som dyrlæge rådgiver du om dyresundhed, udfører dyresundhedsbesøg og bidrager igennem undersøgelser og behandling til tidlig opsporing og bekæmpelse af sygdomme. Dit arbejde indebærer ofte kontakt med mange dyr og dyrehold, hvilket stiller særlige krav til smittebeskyttelse.

Læs om krav til smittebeskyttelse for operatører, transportører og dyrefagpersoner mv.

Smittebeskyttelsesvejledning

Du kan læse mere om regler, ansvar og praktiske eksempler i den fulde vejledning om smittebeskyttelse.

Læs vejledning om smittebeskyttelse (biosikring) (pdf)

Hvad er smittebeskyttelse?


Smittebeskyttelse (biosikring) handler om at forebygge, at sygdomme kommer ind i, spreder sig indenfor eller føres ud af et dyrehold. Det sker gennem forskellige tiltag og procedurer, der mindsker risikoen for smitte.

Dyrlæger besøger ofte flere dyrehold og håndterer syge eller mistænkt syge dyr. Derfor er det vigtigt at have procedurer, der forebygger smitte mellem besøg og ved håndtering af dyr.

Hvorfor er smittebeskyttelse vigtigt?

Smittebeskyttelse er vigtig for at beskytte dyr, mennesker og samfundet mod sygdom. Det reducerer risikoen for sygdomsudbrud, understøtter dyresundhed og dermed også dyrevelfærd og mindsker risikoen for økonomiske og handelsmæssige tab ved sygdomsudbrud for den enkelte og samfundet.

Sygdomme, herunder zoonoser, kan blandt andet skyldes bakterier, virus, svampe og parasitter. Smitte kan spredes ved direkte kontakt eller indirekte via et mellemled.

  • Direkte smitte sker ved direkte kontakt med smittede dyr eller mennesker, herunder kontakt med blod, spyt, urin, afføring eller andre kropsvæsker fra et sygt individ.
  • Indirekte smitte sker via omgivelserne, hvor smitten overføres gennem et mellemled, f.eks. via mennesker, tøj, fodtøj, hænder, udstyr, køretøjer, prøver, medicinsk udstyr eller insekter.

Da forskellige sygdomme kan spredes via forskellige smitteveje, vil de smittebeskyttelsestiltag, der kan forebygge smittespredning, variere fra sygdom til sygdom.

Som dyrlæge skal du især være opmærksom på din risiko for at bringe smitte rundt mellem dyr og dyrehold.

Effektiv forebyggelse af smitte bygger på en kombination af fysiske og håndteringsmæssige tiltag.

  • Fysiske tiltag handler om at skabe en fysisk barriere mod smitte. Det kan f.eks. være adgang til håndvask og desinfektion, brug af værnemidler, adskillelse af syge og raske dyr eller opdeling af rent og urent udstyr.
  • Håndteringsmæssige tiltag handler om at indføre daglige rutiner, der forebygger smittespredning. Det kan f.eks. være håndhygiejne, rengøring og desinfektion af udstyr, procedurer for prøvehåndtering, skift af arbejdstøj og fodtøj samt planlægning af besøgsrækkefølge mellem dyrehold.

Hvis du besøger flere besætninger samme dag

  • Planlæg besøgsrækkefølgen, så besætninger med høj sundhedsstatus besøges først.
  • Rengør og desinficer udstyr mellem besøg.
  • Skift eller rengør fodtøj og arbejdstøj efter behov.
  • Sørg for god håndhygiejne mellem besøg.

Hvis du undersøger syge dyr

  • Brug relevante værnemidler.
  • Håndter prøver, affald og animalske biprodukter korrekt.
  • Informér om nødvendige smittebeskyttelsestiltag.
  • Vær særligt opmærksom på tegn på anmeldepligtige sygdomme.

Krav til smittebeskyttelse for dyrlæger


Som dyrlæge skal du minimere risikoen for at sprede sygdomme.

Det betyder blandt andet, at du skal:

  • træffe relevante smittebeskyttelsesforanstaltninger
  • bidrage til tidlig opdagelse og forebyggelse af sygdomme
  • rådgive om dyresundhed, smittebeskyttelse og ansvarlig anvendelse af lægemidler tilpasset de dyrehold og aktiviteter, som dine kunder har
  • gennemføre relevante sundhedsrådgivnings- og dyresundhedsbesøg
  • anmelde anmeldepligtige sygdomme til myndighederne
  • vedligeholde og udvikle dine faglige kompetencer
  • samarbejde med myndigheder, operatører og andre relevante aktører om sygdomsforebyggelse og – bekæmpelse, når det er relevant

Som dyrlæge har du en vigtig rolle i forebyggelsen, den tidlige opdagelse og bekæmpelsen af smitsomme sygdomme. Du skal anvende din faglige viden til at identificere sygdomstegn, stille relevante diagnoser og kunne rådgive om dyresundhed, sygdomsforebyggelse og smittebeskyttelse.

Samtidig har du et ansvar for selv at arbejde smittebeskyttende. Det betyder, at du skal træffe relevante forholdsregler ved besøg i dyrehold, håndtering af dyr, prøveudtagning og behandling, så du ikke bidrager til at sprede sygdomme mellem dyr, dyrehold eller mennesker.

Du skal også være opmærksom på tegn på anmeldepligtige og nye sygdomme, anmelde sygdomme, når det er nødvendigt, og samarbejde med myndighederne om forebyggelse og bekæmpelse når det er nødvendigt.

Derudover skal du løbende vedligeholde og udvikle dine faglige kompetencer, så din viden er tilpasset de aktiviteter, du udfører, og de smitterisici, du møder i dit arbejde.

Hvilken viden og hvilke smittebeskyttelsestiltag der er nødvendige, afhænger af de aktiviteter, du udfører, og den risiko for smittespredning, der er forbundet med dem.

Som dyrlæge spiller du en vigtig rolle i arbejdet med at forebygge sygdomme og styrke smittebeskyttelsen i dyrehold.

Ved dyresundhedsbesøg skal du rådgive om smittebeskyttelse og andre forhold af betydning for dyresundheden. Du skal samtidig være opmærksom på tegn på anmeldepligtige eller nye sygdomme og informere dyreholderen om relevante sygdomstegn og forebyggende tiltag.

I nogle dyrehold er der krav om en sundhedsrådgivningsaftale. Som led i disse aftaler skal du gennemføre regelmæssige rådgivningsbesøg, hvor smittebeskyttelse indgår som en del af rådgivningen. Formålet er at understøtte en systematisk indsats for at forebygge sygdomme og begrænse risikoen for smittespredning.

For at kunne yde relevant rådgivning kan det være nyttigt at kende de krav til smittebeskyttelse, som gælder for de operatører og dyrehold, du rådgiver.

Tilpas din smittebeskyttelse til din smitterisiko


Risikoen for at sprede smitte varierer afhængigt af dine arbejdsopgaver. Din smittebeskyttelsesindsats skal derfor stå mål med den risiko for smittespredning, der er forbundet med de aktiviteter, du udfører.

Din smitterisiko afhænger blandt andet af:

  • hvilke dyrearter du arbejder med
  • hvor mange dyrehold du besøger
  • hvor ofte du bevæger dig mellem forskellige dyrehold
  • om du håndterer syge eller mistænkt syge dyr
  • dyrenes sundhedsstatus
  • den lokale sygdomssituation og aktuelle sygdomsudbrud
  • risikoen for sygdomme, der kan smitte mellem dyr og mennesker

Som dyrlæge skal du især være opmærksom på din risiko for at bringe smitte rundt mellem dyr og dyrehold.

Følg Fødevarestyrelsens trusselsvurderinger

Fødevarestyrelsen følger udviklingen i dyresygdomme i Danmark og udlandet og udarbejder trusselsvurderinger ved nye sygdomstrusler.

Trusselsvurderinger kan hjælpe dig med at vurdere, om der er behov for at skærpe smittebeskyttelsen i dit arbejde eller hos de dyrehold, du besøger.

Du kan arbejde med smittebeskyttelse på flere måder. En praktisk tilgang er at følge de fire trin nedenfor:

  1. Risikovurdering: Vurder hvilke smitterisici, der er forbundet med dine aktiviteter. Overvej, hvor og hvordan smitte kan spredes mellem dyr i samme dyrehold samt mellem dyrehold.
  2.  Handlingsplan: Vælg de smittebeskyttelsestiltag, der passer til de risici, du har identificeret. Fastlæg procedurer for hygiejne, rengøring, desinfektion, værnemidler og besøgsrækkefølge, så du mindsker risikoen for at sprede smitte.
  3. Implementering: Sørg for, at procedurerne anvendes konsekvent i det daglige arbejde.
  4. Løbende evaluering: Gennemgå jævnligt rutinerne og tilpas dem ved ændrede aktiviteter, ny viden eller nye sygdomstrusler.

Ovenstående tilgang bygger på HACCP-principperne (Hazard Analysis and Critical Control Points), der anvendes i fødevarevirksomheders egenkontrol til at identificere risici og forebygge problemer, før de opstår. Denne tilgang kan du lade dig inspirere af.

Praktiserende dyrlæge med dyresundhedsbesøg i husdyrbesætninger.

  1. Vurder risikoen: Smitte kan spredes mellem besætninger via dyrlægen, udstyr, køretøj, tøj og fodtøj.
  2. Lav en handlingsplan: Fast procedure for håndhygiejne, rengøring og desinfektion af udstyr samt planlægning af besøgsrækkefølge.
  3. Implementering: Procedurer for hygiejne og rengøring følges ved alle besøg.
  4. Løbende evaluering: Rutiner gennemgås regelmæssigt og tilpasses ved ændret sygdomssituation eller nye sygdomstrusler.

Spørgsmål og svar

Lovstof

Læs altid de gældende regler på området. Du kan finde reglerne i:

  • Dyresundhedsloven
  • Hygiejneforordningen
  • Nationale bekendtgørelser

Læs mere i dyresundhedsloven