Ramsløg - Blade og frøkapsler

Videnskabeligt navn: Allium ursinum L
Spiselig: må spises.
Kan forveksles med: liljekonval, høsttidløs og hvid foldblad
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er ramsløg?
Ramsløg titter frem allerede i februar til marts og blomstrer omkring maj. Efter afblomstringen dannes frøkapsler, ramsløgets frugt. Ramsløg vokser bl.a. i skove og småkrat og dyrkes i haver som krydderurt.
Ramsløg hører til påskeliljefamilien, og dens blade og løg er en normal spise. Plantens frøkapsler har dog ikke traditionelt været anvendt som fødevare.
Der er ikke analyser af de kemiske indholdsstoffer i frugten/frøkapslen, som derfor ikke kan sammenlignes med indholdsstoffer i bladet. Der er ikke rapporteret forgiftninger hos mennesker ved indtag af frøkapsler fra ramsløg, men pga. det begrænsede kendskab til indholdsstoffer, bør denne kun spises i små mængder.
Hvordan genkender jeg ramsløg?
Der er ikke nogen forvekslinger med frugten, men bladene kan forveksles med andre giftige planter som liljekonval (Convallaria majalis L.) høsttidløs (Colchicum autumnale L.) og hvid foldblad (Veratrum album L.).
.png?width=768)
På billedet ses den giftige liljekonval og den spiselige ramsløg begge i blomst. Forskellen kan ses på blomsten, hvor liljekonvalblomster er klokkeformede i modsætning til ramsløgsblomster.
Liljekonval er både en vild plante og en plante dyrket i haver, mens høsttidløs og hvid foldblad er haveplanter. Forvekslinger med disse planter har ført til alvorlige forgiftninger og i nogle tilfælde dødsfald hos mennesker.
Må virksomheder markedsføre fødevarer med ramsløg?
Da frugten (frøkapslerne) betragtes som en ny fødevare (novel food), er det ikke tilladt at markedsføre disse til konsum med mindre, man kan forelægge dokumentation for, at frøkapslerne ikke er novel food eller at brugen af frøkapslerne bliver novel food-godkendt i EU.
Ramsløgblade er ikke novel food og kan derfor markedsføres til fødevarebrug uden en forudgående novel food-godkendelse.
Bemærk, at hvis bladene markedsføres som et ekstrakt eller olie, så vil denne markedsføring sandsynligvis være novel food og kræve en novel food-godkendelse inden markedsføring.