Læs Fødevarestyrelsens råd om, hvad du kan fylde i madkassen, drikkedunke og madkasser uden uønsket kemi og god hygiejne i madpakken.
Få inspiration til en sund madpakke

Her kan du finde inspiration til, hvordan du laver en sund, varieret og klimavenlig madpakke uden uønsket kemi og madspild.
Tre gode råd til madpakken
1) Fyld madpakken med sund, varieret og klimavenlig mad
Fyld madpakken med inspiration fra Madpakkehånden
Fødevarestyrelsen har lavet en simpel huskemodel, der viser, hvad der er godt at få med i en sund, varieret og klimavenlig madpakke. Den hedder Madpakkehånden.
Du kan huske på Madpakkehåndens fem fingre med fem forskellige fødevaregrupper, når du skal lave madpakker næste gang:
- Fuldkornsbrød: Brug rugbrød eller andet fuldkornsbrød
- Grønt: Tilføj snackgrønt, salat eller grønt på brødet
- På brødet: Brug bælgfrugter, æg, ost eller kød
- Fisk: Tilføj forskellige slags fisk og skaldyr
- Frugt: Tilføj som det friske og søde
Vælg mad uden uønsket kemi
- Vælg brune abrikoser frem for de gule
- Begræns tun, rosiner og iste
- Gå udenom riskiks, rå champignon og tangchips
Brug gerne resterne fra din aftensmad
Det er en smart måde at reducere madspild på og sikre variation i madpakken.
2) Vælg drikkedunk, madkasse og indpakning uden uønsket kemi
Drikkedunk og madkasse
- Køb madkasse og drikkedunk i fysiske butikker i Danmark eller på en dansk/europæisk onlineshop
Indpakning
- Brug madpapir, husholdningsfilm eller fryseposer, når du pakker maden ind
- Begræns sølvpapir (alufolie), som belaster miljøet
- Brug ikke sølvpapir til syrlig mad som citron, syltede rødbeder og agurker
3) Hold en god hygiejne
Tips til god hygiejne i madpakken
- Hold madpakken så kold som muligt – eventuelt med et frossent køleelement eller en drikkedunk med iskoldt vand
- Køl de varme frikadeller og andre varme retter helt af i køleskabet, inden du bruger dem i madpakken
- Skyl frugt med skræl, inden du skærer den ud til madpakken, eksempelvis bananer med skræl, appelsinbåde og skiver af melon
- Mind børnene om, at de altid bør vaske hænder, inden de spiser
Hvis du bruger en termobeholder
- Varm maden igennem til den er rygende varm, inden den kommer i termobeholderen
- Maden bør stadig være rygende varm, når børnene åbner termobeholderen for at spise
- Børnene bør ikke lukke og åbne termoflasken flere gange og småspise af maden henover hele dagen