Detailvirksomheders salg og donation af animalske fødevarer til andre fødevarevirksomheder

Læs, hvordan detailvirksomheder må sælge eller donere animalske fødevarer efter 1/3‑reglen eller oplagringsreglen til andre fødevarevirksomheder.

Oplagringsreglen

En fødevarevirksomhed kan levere animalske fødevarer efter oplagringsreglen, uden at skulle opfylde de samme dokumentationskrav som efter 1/3-reglen. Læs mere om betingelserne nedenfor.

 

Levering efter oplagringsreglen kan ske på betingelse af, at:

  • de animalske fødevarer er produceret i en autoriseret virksomhed
  • detailvirksomheden ikke foretager andre aktiviteter med de animalske fødevarer end oplagring eller transport. Oplagring kan både ske i et lagerrum eller i et kundeområde, f.eks. på en hylde eller i en køle- eller frostmontre
  • detailvirksomheden overholder temperaturbestemmelserne i hygiejneforordningen for animalske fødevarer, der også er gengivet i bilag 1 i autorisationsbekendtgørelsen

1/3-reglen

En fødevarevirksomhed kan levere animalske fødevarer efter 1/3-reglen, hvis den kan dokumentere, at den overholder 1/3-reglen. Læs mere om betingelserne og dokumentationskravene nedenfor.

”Begrænset værdi” – Beløb maks. 1/3 af omsætning:

Værdien af animalske fødevarer, der leveres til andre detailvirksomheder, må højst udgøre 1/3 af den totale omsætning af animalske fødevarer beregnet over virksomhedens regnskabsår. Deraf udtrykket 1/3-reglen.

Eksempel på dokumentation:

  • Ved donation eller salg til symbolsk pris behøver virksomheden ikke dokumentere, at værdien af leverancerne højst udgør 1/3 af den samlede omsætning af animalske fødevarer.

”Grænser for afstand” – Maks. 50 km

Animalske fødevarer må som hovedregel doneres til andre detailvirksomheder, som ligger inden for en radius af 50 km i luftlinje.

Forarbejdede animalske fødevarer kan efter 1/3-reglen leveres til andre detailvirksomheder, der ligger i samme region og tilstødende regioner. Forarbejdede animalske fødevarer kan f.eks. være leverpostej, frikadeller, salami, skinke, røget fisk, tun på dåse, pasteuriseret mælk, smør, ost, yoghurt og pasteuriserede æggeblommer.

Virksomheden skal kende adressen for de enkelte modtagere for at kunne dokumentere, at den overholder afstandsgrænsen.

Eksempel på dokumentation:

  • Virksomheden kan f.eks. have en liste med afstanden til de virksomheder, der doneres til. Virksomheden kan også markere modtagervirksomhedernes adresser på et kort, hvor 50 km radius er indtegnet, og evt. egen og naboregioner fremgår, hvis virksomheden donerer forarbejdede produkter.

 

”Begrænset mængde” – Maks. 1.500 kg

En detailvirksomhed må i gennemsnit donere eller sælge op til 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge til andre detailvirksomheder.

Detailvirksomheder skal for hvert af virksomhedens regnskabsår kunne dokumentere, at den opfylder mængdegrænsen. Hvis virksomheden kan sandsynliggøre, at en kortere periode, f.eks. to uger eller en måned, er repræsentativ for virksomhedens normale leveringer i hele regnskabsåret, kan virksomheden vælge at dokumentere leverancer i denne periode.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har et regneark, som kan bruges til dokumentation af leverancer af donerede fødevarer. Se regnearket. 

  • Hvis virksomheden ved, at den donerer flest animalske fødevarer f.eks. lige op til jul og påske, så kan virksomheden vælge disse to uger som dokumentation for hver leverance af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder.
  • Hvis virksomheden højst modtager 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge, kan den i princippet også højst levere 1.500 kg pr. uge til andre detailvirksomheder, hvis den i øvrigt ikke blander det med andre fødevarer. Virksomheden behøver ikke dokumentere mængden af donerede animalske fødevarer, hvis den i stedet for kan dokumentere, at virksomheden højst modtager over 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge, når disse varer ikke forarbejdes og blandes med ikke-animalske fødevarer.
  • Hvis virksomheden som led i sin opgørelse over mængden af affald fra virksomheden indregner de fødevarer, som er leveret (doneret) til andre detailvirksomheder, kan denne opgørelse i princippet også anvendes til at sandsynliggøre, at mængdegrænsen på 1.500 kg animalske fødevarer pr. uge er overholdt.

 

Visse forarbejdede, animalske fødevarer har en sådan karakter, at de kan sælges uden afstandsgrænse, selv om de er omfattet af 1/3-reglen. Det drejer sig om fødevarer, der er specielle for en producent, for en gruppe af producenter eller for en egn. Det kan f.eks. være pølser efter egen opskrift, fisk røget med særlig træsort, en egnsret.

Fødevarer, som ellers skiller sig ud ved at være f.eks. økologiske eller omfattet af ordninger med oprindelsesmærkning, er ikke automatisk specialprodukter i denne sammenhæng. Specialprodukter, som leveres til detailvirksomheder i andre EU-lande, skal leveres inden for den generelle grænse på 50 km., da den danske særregel for specialprodukter ikke gælder i andre lande. Der må i gennemsnit leveres 100 kg. specialprodukter pr. uge.

FAQ

Brug oplagringsreglen, hvis detailvirksomheden ikke har anden håndtering end oplagring eller/og transport af animalske fødevarer og fødevarerne er produceret i en autoriseret virksomhed.

Brug 1/3-reglen, hvis virksomheden bearbejder de animalske fødevarer: producerer, ompakker, tilbereder, skærer, hakker, bager, ryger eller på anden måde bearbejder de animalske fødevarer.

Selv om en detailvirksomhed kunne levere en fødevare til andre virksomheder efter oplagringsreglen, vælger virksomheden selv, om den i stedet vil levere efter 1/3-reglen.

Hvis en virksomhed kunne levere en fødevare til andre virksomheder efter 1/3-reglen, kan virksomheden ikke blot lade sig registrere efter oplagringsreglen.

Det afhænger af, hvilke animalske ingredienser virksomheden bruger, og om de modtages rå eller forarbejdede.

Hvornår er et sammensat produkt animalsk?

Et sammensat produkt er animalsk, hvis virksomheden modtager råt kød, rå fisk eller rå mælk og selv forarbejder det. I så fald betragtes hele slutproduktet som animalsk.

Eksempler:

En pizza med råt hakket oksekød eller rå kylling, som virksomheden selv tilbereder under fremstillingen, er et animalsk produkt.
En fisketærte lavet med rå fisk, som virksomheden selv tilbereder, er et animalsk produkt.

Hvornår er et sammensat produkt ikke-animalsk?

Et sammensat produkt er ikke-animalsk, hvis virksomheden kun anvender forarbejdede animalske ingredienser.

Eksempler:

En pizza med salami, skinke og ost er ikke et animalsk produkt, hvis ingredienserne er modtaget i forarbejdet stand.
Et smørrebrød med kogt æg, røget laks eller leverpostej er ikke et animalsk produkt.
Brød og kager med rå æg betragtes også som ikke-animalske produkter.

Blandede måltider: Kun den animalske del (fx kød) er animalsk, men I kan vælge at registrere hele måltidet som animalsk.

Oplagringsreglen og 1/3-reglen gælder for animalske fødevarer, som er omfattet af bestemmelser i bilag III i hygiejneforordningen for animalske fødevarer.

Find hygiejneforordningen

Donation er ikke omfattet af 1/3-reglen. Virksomheder, der donerer, er derfor ikke omfattet af de normale mængde-, værdi- og afstandsgrænser under 1/3-reglen. Der er desuden ikke krav om dokumentation for mængde, værdi eller afstand for donerede fødevarer. Ved donation menes vederlagsfrit eller salg til en symbolsk pris til velgørende organisationer, f.eks. omfordelingsvirksomheder.

Som udgangspunkt må en detailvirksomhed ikke levere animalske fødevarer efter 1/3-reglen til andre virksomheder uden at være registreret til denne aktivitet. Der er dog nogle undtagelser med aktiviteter under bagatelgrænsen.

Eksempler på situationer under bagatelgrænsen, når virksomheden i øvrigt ikke har levering efter 1/3-reglen:

  • Hvis en detailvirksomhed f.eks. op til en højtid eller ved en salgskampagne lige før lukketid leverer overskud af højtidens produkter eller produkter omfattet af salgskampagnen til en anden detailvirksomhed, der leverer fødevarer i velgørende øjemed og for at undgå madspild.
  • Hvis en detailvirksomhed i en force majeure situation, f.eks. hvis en køler eller fryser bryder ned, leverer de berørte varer til en anden detailvirksomhed.

 

Virksomheden skal føre regnskab fra den dag, virksomheden registrerer sig efter 1/3-reglen. 

For hvert af virksomhedens regnskabsår, skal virksomheden dokumentere, at den opfylder betingelserne for levering af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder efter 1/3-reglen. Virksomheden skal som udgangspunkt have dokumentation for alle leverancer af animalske fødevarer til andre detailvirksomheder i regnskabsåret.

Som hovedregel nej.

Hvis en virksomhed leverer animalske fødevarer til en anden detailvirksomhed (over/under bagatelgrænsen), skal virksomheden som udgangspunkt være registreret til levering efter 1/3-reglen og overholde betingelserne herfor.

Det gælder også, selv om detailvirksomhederne har samme ejer eller samme CVR-nummer. Der findes dog enkelte undtagelser:

  • Afdelinger i et supermarked, der er registreret med samme CVR-nummer og P-nummer, uanset om afdelingerne har hver deres registrering.
    Her anses overførsel af de animalske varer mellem afdelingerne som en intern flytning og ikke som levering til en anden detailvirksomhed.
  • Midlertidige detailvirksomheder, fx pop-up-restauranter eller sæsonkiosker, kan i nogle tilfælde anses for at være en del af den samme detailvirksomhed. Det gælder, når salgsstedet kun er åbent i en afgrænset periode, ligger i nærheden af modervirksomheden (” nede af gaden”), har samme CVR- og P-nummer som modervirksomheden, og modervirksomheden kun leverer varer, som den i øvrigt selv sælger. Salgsstedet skal desuden alene sælge disse fødevarer videre til den endelige forbruger. Det er ikke afgørende, om det midlertidige salgssted er registreret eller ej. Det afgørende er, om salgsstedet efter en konkret vurdering kan anses for at være en del af den samme detailvirksomhed.
  • Mobile salgssteder, fx telte, boder, isbiler eller foodtrucks, der er en del af den samme registrerede detailvirksomhed, kan få leveret animalske fødevarer fra virksomhedens stationære lokaler uden registrering efter 1/3-reglen, når det mobile salgssted alene sælger fødevarerne videre til den endelige forbruger.

Registrer din virksomhed til aktiviteten

Levering til andre fødevarevirksomheder efter 1/3-reglen eller oplagringsreglen kræver registrering af aktiviteten, før den påbegyndes. Dette sker via blanketten "Ændringer i fødevarevirksomhedens fødevareaktiviteter".

Registrer din virksomhed til 1/3-reglen eller oplagringsreglen her