Svin og vildsvin kan blive smittet med svinepest ved at spise kød (herunder pålæg) og kødaffald fra smittede dyr. Det har været årsag til adskillige sygdomsudbrud i EU. Derfor er det forbudt at fodre svin og vildsvin med slagte- og madaffald, madpakkerester mv. i hele EU. Virus kan også overleve i blod, fæces og kadaverrester.
Information til jægere om afrikansk svinepest
Afrikansk svinepest (ASF) forekommer i store dele af verden. Hvis du som jæger nedlægger vildsvin i Danmark eller i udlandet, er der en række særlige forhold, du skal være opmærksom på.
Undgå at tage afrikansk svinepest med hjem
Går du på jagt i udlandet, er der risiko for, at du kan tage afrikansk svinepest med hjem. Fødevarestyrelsen opfordrer alle jægere til at være særligt påpasselige, så smitten ikke kommer til Danmark.
Følg disse fem råd for at mindske risikoen
- Vask alt udstyr inkl. tøj, skydestok, våben og støvler, inden du tager hjem til Danmark. Rester af fæces fra et smittet dyr på en støvle kan føre sygdommen til Danmark. Vask derfor tøjet i enzymholdigt vaskemiddel ved mindst 60˚ og læg det rene tøj i blød i et godkendt desinfektionsmiddel, f.eks. Virkon S.
- Desinficér redskaber og andet, der har været anvendt til jagt.
- Undlad enhver kontakt til grise inden for de første 48 timer, efter du er kommet til Danmark.
- Vær opmærksom på reglerne for at tage kød eller jagttrofæer med hjem fra områder, hvor der er fundet afrikansk svinepest. Læs mere under "Restriktionszoner og jagt".
- Hunde brugt til jagt må ikke komme i kontakt med danske grise eller vildsvin. Hunden skal vaskes.
Lokale myndigheder regulerer jagt i områder med afrikansk svinepest i EU. Vær opmærksom på, at sygdommen spreder sig, og der kan være smittede vildsvin uden for kendte områder/zoner med afrikansk svinepest - og dermed er der også risiko for at få virus på tøj, fodtøj, udstyr og hænder, selv hvis man går på jagt i områder, hvor der endnu ikke er registreret smittede vildsvin.
Derfor bør du uanset land altid tag dine forholdsregler. Læs vores faktaark, der opsummerer, hvordan du skal forholde dig, hvis du går på jagt i udlandet.
Særligt om Sverige og Tyskland
Der er fundet afrikansk svinepest i vores nabolande. Går du på jagt i Sverige eller Tyskland, kan du finde mere information til jægere.
Afrikansk svinepest i Sverige: Læs de svenske myndigheders information om situationen
Afrikansk svinepest i Tyskland: Gå til veterinærmyndighederne i Schleswig-Holsteins hjemmeside
Læs mere om jagt
Restriktionszoner og jagt
Når der sker udbrud af afrikansk svinepest i vildsvin i et EU-land, vil de berørte områder blive underlagt restriktioner. Området vil blive inddelt i:
- Frit område. Områder uden forekomst af ASF og derfor uden restriktioner.
- Restriktionszone I (bufferzoner). Områder hvor der ikke er konstateret ASF, men som pga. områdets umiddelbare nærhed til områder med ASF alligevel er underlagt restriktioner.
- Restriktionszone II. Områder med ASF i vildtlevende svin, som er underlagt restriktioner.
- Restriktionszone III. Områder med ASF i opdrættede svin, som er underlagt restriktioner.
- Inficeret zone. Områder med ASF i vildtlevende svin i et hidtil sygdomsfrit område, men som nu underlægges restriktioner.
- Beskyttelses- og overvågningszone. Områder hvor der efter et førstegangsudbrud af ASF hos opdrættede svin i et hidtil sygdomsfrit område, opføres beskyttelses- og overvågningszoner.
Der er forskel på, hvilke restriktioner de forskellige områder eller restriktionszoner er underlagt.
Se et kort over ASF-restriktionszoner i EU
Læs om indførsel af jagttrofæer fra hovdyr og klovdyr fra EU-lande til Danmark
Jagt i frie områder
Hvis du går på jagt i frie områder i et land med afrikansk svinepest, kan du lovligt tage kødet med hjem uden test. Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at du undlader at tage kød med hjem fra disse områder, da sygdommen spreder sig, og der er risiko for at tage smitte med hjem fra områder, hvor sygdommen endnu ikke er opdaget.
Jagt i restriktionszone I
Hvis du går på jagt i restriktionszone I (også kaldet bufferzonen), skal alle nedlagte vildsvin testes for virus, før kødet frigives til jægeren. Det er de lokale myndigheder, der står for at teste. Det er forbudt at tage vildsvinekød, der ikke er testet (med negativt resultat) fra bufferzonen, med til Danmark.
Jagt i restriktionszone II og III
Skyder du et vildsvin, som er smittet med afrikansk svinepest, kan virus overleve i kødet, og der er således risiko for at bringe smitten med hjem til Danmark. Derfor er det forbudt at tage vildsvinekød med hjem til Danmark fra områder, hvor der er konstateret afrikansk svinepest, dvs. restriktionszone II og III.
Jagt uden for EU
Går du på jagt uden for EU, må du ikke tage kød med ind i EU hverken fra jagten eller fra et supermarked. Det er forbudt for privatpersoner at tage kød- og mælkeprodukter med ind i EU.
Læs om privates indførsel af fødevarer
Læs om indførsel fra tredjelande
Jagttrofæer fra lande uden for EU
Hvis du vil indføre jagttrofæer fra lande uden for EU, skal du være opmærksom på de gældende regler. Herunder at jagttrofæet skal ledsages af et sundhedscertifikat og skal til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted.
Hvis du skyder vildsvin i Danmark
Fødevarestyrelsen overvåger både tamsvin og vildsvin for afrikansk svinepest, klassisk svinepest og Aujeszkys sygdom. Ud over disse svinesygdomme skal vildsvin også undersøges for trikiner (parasit). Det gøres af fødevaresikkerhedsmæssige årsager, da trikiner kan inficere mennesker og forårsage alvorlig sygdom.
Hvis du skyder et vildsvin i Danmark, skal du tage prøver for Aujeszkys sygdom, klassisk svinepest, afrikansk svinepest samt trikiner. Det gælder både for vildsvin fra vildtbanen og vildsvin under hegn. Det er milt, hjerte samt et stykke af mellemgulvsmuskulaturen, der udtages.
Du kan også få hjælp til at tage og indsende prøverne af Fødevarestyrelsen. Det er Fødevarestyrelsen, der dækker omkostningerne.
VildsvineTip: indberet fund af vildsvin
I appen VildsvineTip kan du indberette
- fund af levende vildsvin og spor efter dem.
- fund af døde eller nedlagte svin.
Se indberetninger online
På vildsvin.fvst.dk kan du
- se alle fund af levende, døde og nedlagte vildsvin i Danmark.
- finde din egen og andres indberetninger på et kort.
- se, om døde og nedlagte vildsvin har været smittet med afrikansk svinepest eller ej.