Fødevarer, som stammer fra en genmodificeret organisme (GMO) skal være mærket med oplysning herom, hvis den sælges til den endelige forbruger eller storkøkkener.
Mærkningen giver forbrugeren oplysning om brug af teknologien og skal foretages, uanset om der er indhold af genetisk modificeret dna eller protein til stede i det færdige produkt. Også forarbejdede fødevarer som fx olie eller stivelse, hvori det ikke er analytisk muligt at måle indholdet af genmodificeret materiale, skal være mærket, hvis de stammer fra en GMO. Fødevarerne skal mærkes med “genetisk modificeret” eller “fremstillet af genetisk modificeret (fx majs)”.
Udbuddet af genmodificerede fødevarer i Danmark er meget begrænset. Mærkning med GMO ses derfor yderst sjældent på fødevarer i danske butikker.