- Rapid Alert System for Food and Feed (RASFF),
- Administrative Assistance and Co-operation System Network (AAC) og
- Agri-Food Fraud Network (FFN).
Siden marts 2021 har de tre netværk arbejdet sammen for en smidig udveksling af oplysninger mellem myndighederne i EU-medlemslandene og for at lette samarbejdet. EU-Kommissionen forvalter systemet og sikrer den teknologiske støtte til medlemmerne. Varslings systemet træder i funktion, hvis risikoen vedrører mere end én EU-medlemsstat. Ifølge EU-fødevareforordningen skal enhver handling, der begrænser markedsføring (tilbagekaldelse, tilbagetrækning mv.), igennem dette varslingssystem.
Systemet er beskrevet ved forordning 2019/1715 om informationsstyringssystemet for officiel kontrol (IMSOC-forordningen).
Fødevarestyrelsen som kontaktpunkt
Hvert medlemsland har et kontaktpunkt, der har ansvar for at modtage og videresende oplysninger fra medlemslandet til EU-Kommissionen, eller omvendt. I Danmark er kontaktpunktet Fødevareberedskabsenheden i Fødevarestyrelsen – uanset hvilken type overtrædelse af Kontrolforordningen (OCR).
Varslinger via netværks systemet
Fødevareberedskabet modtager dagligt notifikationer, når der er fundet farlige, forbudte eller uønskede stoffer i foder, fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer, overskridelse af en grænseværdi, planteskadegører eller ved overtrædelser af reglerne for at flytte levende dyr. Fødevarestyrelsen vurderer, hvad der skal ske i Danmark i den konkrete situation og kan ved dokumenterede overtrædelser notificere de øvrige EU medlemsstater.
Fødevarestyrelsen har pligt til, via Rapid Alert systemet, at advare de andre lande om en evt. sundhedsrisiko ved foder, fødevarer eller fødevarekontaktmaterialer fra Danmark.
Hvis en varsling involverer et tredjeland, f.eks. Storbritannien, kan Fødevarestyrelsen i RASFF angive, at INFOSAN skal inddrages og derigennem bliver tredjelandet informeret.
Hvis Fødevarestyrelsen vurderer, at en varsling har betydning for danske forbrugere eller virksomheder, vil Fødevarestyrelsen straks handle og f.eks. tage kontakt til involverede virksomheder, andre myndigheder eller igangsætte undersøgelser med henblik på tilbagekaldelse, tilbagetrækning eller destruktion af et farligt parti. Der kan også være tale om et forbud mod markedsføring, beslaglæggelse eller krav om videre forarbejdning eller lovliggørelse af mærkning.
I hele forløbet er der et tæt samarbejde mellem Fødevareberedskabsenheden og fødevareenhederne og de veterinære kontrolenheder, hvor beredskabet har kontakt til udlandet, og fødevareenhederne og de veterinære kontrolenheder har kontakt til virksomhederne og/eller de enkelte borgere.