Radioaktive stoffer
Radioaktive stoffer i fødevarer og foder kommer for størstedelens vedkommende fra naturlige kilder. Planter og dyr kan optage nogle af de naturligt radioaktive stoffer, som findes i jorden, og dermed kan fødevarer og foder blive svagt radioaktive.
Belastningen fra naturligt forekommende radioaktive isotoper i kosten og foderet udgør kun en lille del af baggrundsbelastningen.
En meget lille del af den menneskeskabte radioaktive stråling, som man er udsat for, skyldes radioaktiv stråling fra tidligere tiders kernevåbenforsøg samt fra atomenergiindustrien, herunder fra ulykker og udslip.
Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af et jordskælv (styrke 9,0 på Richterskalaen), efterfulgt af en kraftig tsunami, der forårsagede store skader på landet – herunder kernekraftværker i det nordøstlige Japan. Særligt gik det ud over atomkraftværket Daiichi i Fukushima, der ikke kunne modstå trykket fra tsunamien, hvilket betød, at der skete alvorlige udslip af radioaktive stoffer fra værket.