Svampe - sankede

Find råd om, hvordan du håndterer vilde og sankede svampe. Lær at kende symptomerne på svampeforgiftning.
Vær opmærksom, når du plukker vilde svampe og planter
I naturen finder du mange spiselige svampe og planter. Nogle har giftige dobbeltgængere – spis derfor kun de vilde planter og svampe, du kender 100 %.
Det er langt fra alle vilde svampe, der kan spises. Du skal være særligt forsigtig med nogle af de spiselige svampe, der har farlige, giftige dobbeltgængere. Brug en god nyere svampebog og tag en svampekender med i skoven.
5 vigtige råd til svampeplukkeren
- Spis kun svampe, du kender 100 %
- Spis kun anerkendte spisesvampe
- Brug kun friske svampe til madlavning og nedkøl eventuelle madrester straks
- Begynd altid med en lille portion af en ny spisesvamp – så kan eventuel overfølsomhed vise sig i mindre omfang
- Spis ikke rå, vilde svampe, da mange vilde svampe kan give ubehag, hvis de spises rå
FAQ om svampe
Læs om hvad du skal være opmærksom på, når du plukker vilde svampe i naturen, og når du køber eller tilbereder spisesvampe derhjemme.
Hvad skal jeg gøre, inden jeg spiser vilde svampe?
Læs de fem råd og orienter dig i vores folder "Ka' de spises?".
Giftlinjen anbefaler at tage billeder af de svampe, du plukker, inden du spiser dem. Hvis nogen bliver syge eller forgiftede, er billederne vigtige for den rette behandling. Tag gerne billederne af både toppen, undersiden og fra siden af.
Hvad er tegn på svampeforgiftning?
Tegn på svampeforgiftning kan være kvalme, opkast og diarré. Hvis symptomerne først opstår otte timer eller mere efter, at du har spist svampe, kan det være tegn på en alvorlig forgiftning.
Søg lægehjælp med det samme og ring til Giftlinjen på tlf. 82 12 12 12.
Hvad hvis jeg har spist en giftig svamp?
Ved mistanke om svampeforgiftning bør du straks søge læge eller skadestue. Det er vigtigt at finde ud af, hvilken svamp du har indtaget. Er du usikker på, om det er en giftig svamp, kan Giftlinjen hjælpe med at vurdere risikoen.
Du kan kontakte Giftlinjen på tlf. 82 12 12 12.
Læs hos Giftlinjen, hvad du skal gøre, hvis du eller dit barn har spist en giftig svamp
Hvordan kan giftige svampe skade kroppen?
De giftigste svampe indeholder stoffer, som skader de indre organer. I grøn fluesvamp, hvid fluesvamp og randbæltet hjelmhat findes der f.eks. stoffer, som skader tarmslimhinden, leveren og nyrerne. Nogle svampearter inden for den store slægt slørhatte indeholder et stof, som kan give nyreskade og nødvendiggøre vedvarende dialyse eller nyretransplantation. Svampen stenmorkel kan også give skader på lever, nyrer og blodlegemer.
Kan vilde svampe indeholde tungmetaller?
Visse vilde svampe kan have et højt indhold af tungmetaller som cadmium. Det gælder især vilde champignoner, for eksempel ager-champignon, der bliver blegt gule ved berøring. Tungmetallerne kan ophobes i nyrerne og skade dem. Du bør kun spise svampe som ager-champignon et par gange om året.
Du bør også undgå vilde svampe, der vokser langs trafikerede veje, da de kan indeholde metaller og andre forureninger.
Må jeg spise rå svampe?
Svampe bør altid opvarmes. Mange svampearter kan give mavebesvær eller andre gener på grund af giftige stoffer, der først uskadeliggøres ved opvarmning – det gælder også dyrkede svampe, du køber i supermarkedet.
Kan man være overfølsom for svampe?
Svampe kan som andre fødevarer give overfølsomhedsreaktioner. En del mennesker kan få ondt i maven ved at spise f.eks. Tåge-Tragthat.
Du kan også få simple madforgiftninger, der skyldes dårlig kvalitet af svampene eller utilstrækkelig opvarmning. Det kan resultere i opkastninger og diarré.
Pas på forveksling af Paddy Straw Mushroom
Flere personer er blevet forgiftet efter at have forvekslet grøn eller hvid fluesvamp med den spiselige Paddy Straw Mushroom, som vokser i Asien. Forvekslingen har ført til alvorlig leverskade og dødsfald – især blandt sydøstasiatiske borgere og besøgende i Norden. Kender du nogen, der samler svampe og er vant til asiatiske arter, kan du henvise til denne folder: