Forsøger at blive gravid: Hvad bør du spise og drikke?

Hvad bør man undgå at spise, hvis man forsøger at blive gravid? Læs Fødevarestyrelsens kostråd til dig, som prøver at blive gravid og find information om kosttilskud.

Når du forsøger at blive gravid, kan du følge disse råd:

  • Følg De officielle Kostråd og skru op for den sunde mad
  • Tag de anbefalede kosttilskud
  • Undgå eller hold igen med visse fødevarer.

Følg de officielle kostråd og skru op for den sunde mad

Følg De officielle Kostråd – så spiser du sundt og varieret. Op til en graviditet stiger behovet for næringsstoffer. Det betyder, at du bør spise mere og det er vigtigt, at det er den sunde mad, som du skruer op for.

Det betyder, at du som udgangspunkt kan følge De officielle Kostråd, men skrue op for grøntsager, bælgfrugter, frugter, nødder, frø, fuldkornsprodukter og kartofler samt fisk, æg, mejeriprodukter og kød. Det søde, salte og fede bør du spise mindre af, og du bør derfor holde dig til højst 5 håndfulde om ugen af snacks, søde sager og søde drikke.

De officielle Kostråd lyder:

Spis planterigt, varieret og ikke for meget

Spis flere grøntsager og frugter

Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk

Spis mad med fuldkorn

Vælg planteolier og magre mejeriprodukter

Spis mindre af det søde, salte og fede

Sluk tørsten i vand 

Til toppen

Tag de anbefalede kosttilskud

Når du planlægger at blive gravid 

  • Folsyre: 400 µg dagligt.
  • D-vitamin: 5-10 µg dagligt i vinterhalvåret (oktober-april).

Tag ikke andre kosttilskud end de anbefalede, når du prøver at blive gravid

Når du planlægger graviditet skal du ikke tage andre kosttilskud, end dem der anbefales af myndighederne. Vi ved ganske lidt om risikoen for fosterskader, når det gælder kosttilskud, som indeholder f.eks. urter eller plantedele.

Til toppen 

Undgå eller hold igen med visse fødevarer og drikkevarer

Kvinder, der forsøger at blive gravide, bør være opmærksomme på en række råd om, hvordan de undgår uønsket kemi i mad og drikke.

Spis gerne fisk men vælg de rigtige. Undgå bl.a. frisk tun, f.eks. tunbøffer og sushitun, og spis maks. én dåse tun om ugen.

Spis fisk - men vær opmærksom på fx tun

Fisk og skaldyr er gode for din sundhed. De indeholder fedtstoffer, vitaminer og mineraler, fx vitamin D, jod og selen, som kan være svære at få nok af fra andre fødevarer. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at du spiser 350 gram fisk om ugen, heraf 200 gram fede fisk. Det svarer fx til at spise fisk to gange om ugen som hovedmåltid samt flere gange om ugen som pålæg.

Du kan trygt spise de fleste fisk og de fleste typer fiskepålæg. Det er blot vigtigt, at du varierer mellem forskellige fisk, så du mindsker risikoen for at få for mange af de miljøforureninger, der findes i visse fiskearter. Der er dog visse typer fisk og fiskepålæg, som du skal holde igen med eller undgå: 

Tunfisk og andre store rovfisk indeholder særligt meget af stoffet kviksølv, der er en miljøforurening som ophobes gennem fødekæden og særligt. Kviksølv påvirker udviklingen ​af hjernen - specielt hos fostre og små børn.

Det skyldes dels, at barnets hjerne udvikles meget i disse år og derfor er meget følsom, og dels at selv et lille indtag af f.eks. dåsetun vil kunne give et stort indtag af kviksølv set i forhold til børnenes lave kropsvægt.

Når du holder op med at spise tun eller andre fisk med meget kviksølv, vil niveauet af kviksølv i din krop heldigvis falde meget i løbet af 70-80 dage, da dette er halveringstiden i kroppen.

Læs mere om kviksølv i fødevarer her

Kviksølv findes som en miljøforurening, og særligt gamle fisk af bestemte arter kan derfor have et højt indhold af kviksølv. Kviksølv påvirker udviklingen af hjernen - specielt hos fostre og små børn.

Læs mere om kviksølv i fødevarer her

Der er typisk forhøjede mængder af stoffet dioxin i fede fisk fra Østersøen, inklusiv laks. Dioxin har en lang halveringstid i kroppen på 5-11 år, så det er indtaget over lang tid, der er af betydning. Dioxin kan bl.a. påvirke fosterets udvikling og kan have indvirkning på immunforsvaret og forplantningsevnen.

I Østersøen er indholdet af miljøforureningen dioxin stadig høj. Laks fra netop Østersøen kan derfor have et forhøjet indhold af dioxin, og bør indtages i begrænsede mængder - maksimum 125 gram om måneden. Vilde laks fra større, åbne havområder, har lave indhold af dioxin og kan derfor spises som en del af en varieret kost.

Læs mere om dioxin i fødevarer her

Der er fundet forhøjet indhold af dioxin og PCB i lever fra torsk fanget rundt om i de danske farvande. Derfor bør gravide, kvinder i den fødedygtige alder og børn ikke spise torskelever.

Læs mere om dioxin og PCB i fødevarer her

Rens pil-selv rejer grundigt, da deres indvolde kan have høje koncentrationer af tungmetallet cadmium.

Spis kun det lyse krabbekød, da brunt krabbekød har et højt indhold af tungmetallet cadmium.

Læs mere om cadmium i fødevarer her

Drop alkohol helt

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke drikker alkohol, når du planlægger at blive gravid.

​Læs Sundhedsstyrelsens råd om graviditet og alkohol

Undgå ingefærshots og kosttilskud med ingefær

Ingefærshots og kosttilskud med ingefær er ikke en god idé, hvis du prøver at blive gravid. Det er dog ikke et problem at spise mad med ingefær, fordi indtaget typisk vil være lavere end med shots og kosttilskud.

Baseret på resultater fra rotteforsøg kan det ikke udelukkes, at store mængder ingefær kan øge risikoen for abort. Forsøgene viser ikke, hvilke indholdsstoffer i ingefær, der kan påvirke graviditeten. Fødevarestyrelsen fraråder derfor, at både gravide og ammende tager ingefærshots eller kosttilskud med ingefær gennem deres ​graviditet. Hvis du prøver at blive gravid, bør du også undgå disse produkter.

Undgå tobaksrøg

Tobaksrøg indeholder tusindvis af forskellige stoffer. Undgå røg og bed andre om at slukke deres cigaret eller om at gå udenfor.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du helt undgår at ryge eller bruge andre nikotinprodukter, hvis du ønsker at blive det. Tobak og nikotin er ikke alene meget usundt for fosteret – det sænker også sandsynligheden for, at du bliver gravid.

Læs mere på Sundhedsstyrelsens side "Graviditet: tobak og nikotin"

Begræns hellig basilikum

Kvinder, der ​g​​erne vil vær​​​e gravide, bør undgå regelmæssigt at spise s​​tørre mængder af planten hellig basilikum eller drikke meget te lavet på planten. 

Hvis du kun spiser hellig basilikum i mindre omfang, fx når det er anvendt i madlavningen, så er der ikke noget, der tyder på, at der er en risiko for skadelige effekter.

Hellig basilikum eller Tulsi (Ocimum tenuiflorum L. synonym O. sanctum L.) er en krydderurt, der især anvendes i orientalske retter eller som urtete. Bladene fra planten har vist sig at kunne påvirke hormonsystemet og reproduktionen i dyreforsøg. Ud fra dyreforsøgene ser det ud til, at de skadelige effekter både kan ramme kvinder og mænd.

Råd til gravide

Det kan være en god ide allerede nu at følge de vigtigste graviditetsråd, fordi man kan være gravid, før man opdager det. Se alle vores råd til gravide her.

Råd til ammende

Ammer du? Find vores råd om mad, drikke og kosttilskud til ammende.