Pasningsvejledning
Når du køber en kat, skal dyrehandleren udlevere en pasningsvejledning. Pasningsvejledninger giver en god introduktion til det enkelte dyrs behov.
Dyrenes Beskyttelses eksempel på en pasningsvejledning til katte (pdf)
Her på siden kan du blive klogere på katte, samt hvad det kræver at have en kat.
De fleste katte bliver 15-20 år gamle.
Katte kan godt være alene i nogle timer, men det er vigtigt, at de er sammen med mennesker dagligt. De fleste katte er enspændere, så hvis man gerne vil have flere katte derhjemme, skal man sørge for at finde katte, der har det godt med hinanden og gerne katte, der allerede går sammen
Katte har stadig mange af rovdyrets instinkter, så for at sikre at katten trives, er det vigtigt, at de får lov til at følge de instinkter. Det er bedst for katte at have en indendørs base med adgang til det fri og væk fra trafikerede veje.
Når man anskaffer sig en kat, skal den neutraliseres, mærkes og registreres.
Katte bruger kattebakke, som skal tømmes flere gange dagligt, og man skal regne med en del kattehår hist og her. Nogle katteracer kræver også pelspleje, ligesom der kan være brug for pleje af klør, tænder osv.
Katteejere har faste udgifter til foder, dyrlæge, legetøj, kradsemuligheder mm. Du skal afsætte ca. 500 kr. om måneden til kattens foder.
Katten er ligesom hunden et dyr, der har brug for daglig pasning og motion. Specielt hvis det er en indekat, har den brug for, at man leger med dem gerne mindst 30 min. dagligt.
Katte skal aktiveres dagligt med leg, træning eller aktiv fodring. Katte har tendens til overvægt, hvilket kan give forskellige helbredsproblemer, så motion er vigtigt for deres trivsel. Desuden kan katte udvikle problematisk adfærd, hvis de ikke bliver aktiveret ordentligt, fordi de kan blive stressede eller begynde at kede sig.
Specielt indekatte skal have god plads og en masse legetøj, aktiv fodring mv. Katte skal have mulighed for at hvæsse klør. De fleste katte skal også have mulighed for at komme op i højden fx i et kradsetræ.
Det er bedst at bruge legetøj, der sætter kattens jagtinstinkter i gang, men som katten ikke kan komme til at spise ved et uheld.
Aktiveringen af katten er specielt vigtig, hvis man beslutter at holde indekatte, fordi de ikke vil blive stimuleret på andre måder.
Katten er et godt kæledyr til børnefamilier, som godt vil have et selvstændigt og aktivt nyt medlem. Katte kræver mindre pasning end hunde, men de kan stadig være både kælne og kærlige.
For børn er der rig mulighed for mange timers leg og samvær med katten, ligesom de kan være med i den daglige pleje og fodring.
Når du køber en kat, skal dyrehandleren udlevere en pasningsvejledning. Pasningsvejledninger giver en god introduktion til det enkelte dyrs behov.
Dyrenes Beskyttelses eksempel på en pasningsvejledning til katte (pdf)