For at kunne flytte landdyr eller akvatiske dyr til andre EU-lande samt Schweiz og Norge, er der 5 generelle krav, du skal være opmærksom på. På undersiderne kan du desuden finde specifikke informationer om flytning af akvatiske dyr, fugle, heste, hunde, katte og fritter.
Flyt dyr til EU-land
Læs om de fem krav, der er til dig, der flytter et dyr til et land i Europa. Reglerne gælder, når du flytter dyret for at tjene penge.
De 5 krav
1. Registrering/godkendelse
Når du flytter et dyr fra Danmark til et andet EU-land for at tjene penge, skal du være registreret som virksomhed hos Fødevarestyrelsen. Dette gælder uanset, om du er borger uden et CVR-nummer, eller om du er en officiel virksomhed.
Dyr må ikke flyttes fra uregistrerede virksomheder. Din virksomhed skal derfor være registreret og eventuelt godkendt af Fødevarestyrelsen. Alt efter dyreart og hvad der skal ske med dyrene, kan der også være krav om, at bestemmelsesstedet skal være godkendt.
Registrering af virksomheder med landdyr eller rugeæg
Godkendelse af virksomheder til landdyr eller rugeæg
2. Identifikation og registrering af dyr
Dyrene skal opfylde de relevante identifikations- og registreringskrav, der gælder for de pågældende dyr, når de skal flyttes mellem medlemslande.
3. Sundhedsstatus
Dyrene må ikke have tegn på sygdom ved flytning, og virksomheden skal kunne dokumentere, at de overholder sundhedskravene.
Derudover må dyrene ikke flyttes fra steder, der er omfattet af flytningsrestriktioner eller beliggende i en restriktionszone, f.eks. som følge af et sygdomsudbrud.
For en række arter er der supplerende krav for bestemte sygdomme og afhængig af hvor de skal flyttes hen. Orientér dig i kravene for den konkrete sending i certifikatforordningen 2021/403. Hvis du har brug for vejledning om, hvilke krav der kan gælde, kan du henvende dig på kontaktformularen eller til din lokale veterinærenhed.
4. Sundhedscertifikat eller personlig erklæring for sendingen
Sendingen skal ledsages af et sundhedscertifikat og/eller en personlig erklæring. Det afhænger af sendingen, hvad der gælder.
Sundhedscertifikat
Følgende landdyr skal ledsages af et sundhedscertifikat
- Alle arter af hovdyr undtagen
- Dyr af hestearterne omfattet af en grænseaftale
- Registrerede dyr af hestefamilien flyttet med tilladelse fra modtagermedlemsstaten
- Alle arter af fjerkræ
- Alle arter af fugle i fangenskab undtagen
- Fugle i fangenskab, som flyttes tilbage til afsendelsesstedet fra en udstilling på det samme certifikat, som de er flyttet til udstillingen med
- Brevduer til sportsbegivenheder
- Honningbier
- Humlebier undtagen
- Humlebier fra miljømæssigt isolerede produktionsvirksomheder
- Hunde, katte og fritter
- Primater
Dyresundhedscertifikater skal oprettes i Traces. Traces er EU’s online platform for dyresundheds- og plantesundhedscertificering, hvor flytninger over medlemsstaternes grænser anmeldes. Du skal oprette dig som bruger og tilknytte dig virksomheden i Traces, for at kunne oprette et udkast til sundhedscertifikat, som samtidigt anmeldes til modtagerlandets myndighed.
Personlig erklæring
Landdyr, som ikke er omfattet af krav om certifikat, skal ledsages af en personlig erklæring. Dyr, som ikke er landdyr eller akvatiske dyr (for eksempel insekter, padder og krybdyr), er der ingen dyresundhedskrav for at flytte.
Nogle få opdrættede landdyr og akvatiske dyr skal ikke ledsages af certifikat, men af personlig erklæring.
En personlig erklæring skal udfærdiges af afsenderen før afgang og skal indeholde:
- oplysninger om afsendelses- og bestemmelsesstedet,
- en beskrivelse af transportmiddel og transportør,
- beskrivelse af dyrene og deres art, kategori og mængde,
- identifikationsoplysninger på dyrene og
- oplysninger, der dokumenterer, at dyrene overholder kravene.
5. Anmeld flytningen og bestil kontrol
Hvis den sending du vil flytte, kræver et certifikat skal du bestille en kontrol af sendingen hos Fødevarestyrelsen via Eksportportalen. Kontrol skal bestilles mindst to arbejdsdage før planlagt afgang. Fødevarestyrelsen vil på baggrund af anmeldelsen aftale et tidspunkt for et kontrolbesøg. Hvis sendingen efter kontrollen vurderes at være tilfredsstillende udstedes et dyresundhedscertifikat, som skal ledsage sendingen.
Bemærk, at man ikke kan bestille kontrol i Eksportportalen før man har oprettet en bruger.
Om flytninger af dyr til Danmark
For flytning af dyr til Danmark anbefaler Fødevarestyrelsen, at du eller den operatør, som du handler med, kommer med vejledning fra den lokale veterinærmyndighed for afsendelsesstedet. De vil kunne oplyse om muligheden for at få udstedt certifikater mv. for dyrene og andre praktiske oplysninger, som Fødevarestyrelsen ikke er bekendt med.
Link til Lovstof
Den relevante lovgivning om flytning og indførsel af levende dyr finder du her:
Registrer din virksomhed
Skal du have dit kæledyr med på ferie?
Reglerne på denne side gælder ikke for dig, der skal rejse med dit kæledyr.