Belægningsgrad

Belægningsgraden i en besætning med hold af slagtekyllinger, må som udgangspunkt ikke være mere end 33 kg. pr. m². Men hvis bedriften opfylder en række krav, kan belægningsgraden øges.

Forøgelse af belægningsgrad til 39 kg. pr. m²

Hvis bedriften opfylder visse krav, kan der holdes slagtekyllinger med en belægningsgrad på op til 39 kg pr. m². Disse krav angår blandt andet:

  • koncentrationen af skadelige gasarter (ammoniak og kuldioxid)
  • temperaturreguleringen
  • grænseværdier for den relative luftfugtighed

Forøgelse af belægningsgrad til 42 kg. pr. m²

Hvis bedriften opfylder nogen yderligere krav, kan der holdes kyllinger med en belægningsgrad på op til 42 kg pr. m². Det forudsætter, at:

  • der inden for de sidste 2 år ikke har været konstateret væsentlige eller gentagne problemer på bedriften
  • at bedriften drives efter retningslinjer, som er udarbejdet af Det Danske Fjerkræråd og godkendt af Justitsministeren
  • at dødeligheden i de seneste 7 rotationer har været mindre end 1 % + 0,06 % ganget med flokkens slagtealder i dage
  • I besætninger, som anvender en belægningsgrad på op til 42 kg pr. m², må den gennemsnitlige belægningsgrad (gennemsnittet af den nuværende og de to forudgående rotationer) dog ikke være højere end 40 kg pr. m².

Hvis man ønsker at øge belægningsgraden fra 33 til 39 eller fra 39 til 42 kg pr. m², skal dette anmeldes til Fødevarestyrelsen på nedenstående formular. Anmeldelsen skal ske, senest 3 uger før belægningsgraden forøges.

Anmeldelse af forøget belægningsgrad for slagtekyllinger (virk.dk)

Der opkræves et gebyr for registrering af anmeldelsen . Når Fødevarestyrelsen har registreret anmeldelsen fremsendes et kvitteringsbrev for modtagelse og registrering heraf vedlagt en opkrævning på gebyret. Se det gældende gebyr i bekendtgørelse om betaling under "Lovstof"