Brucella kan overføres til mennesker i forbindelse med håndtering af smittede dyr. Især Brucella melitensis (fra får og geder) er meget smitsomt for mennesker. Bakterien overføres oftest fra smittet kvæg, geder og får, eksempelvis ved at man indtager ikke-pasteuriserede mælkeprodukter.
Bakterien kan overleve uden for et dyr i mere end 2 måneder (kølige betingelser), men eksponering af bakterien for direkte sollys vil inaktivere den i løbet af få timer.
Bakterierne udskilles med mælk og i flåd fra livmoder, og mange køer bliver midlertidigt sterile. Bakterier kan isoleres fra livmoderen under drægtighed, under sammentrækningen af livmoder efter fødsel, og kun i sjældne tilfælde fra den ikke-drægtige livmoder. Udskillelsen af bakterier ophører normalt med ophør af flåd fra livmoderen efter fødsel/kastning. Enkelte køer, der har aborteret, udskiller bakterien igen ved de efterfølgende normale drægtigheder.
Bakterien udskilles i mælken i varierende tidsrum, men de fleste køer udskiller brucellabakterien livslangt.
Overførsel af sygdommen sker ved indtagelse af bakterien gennem munden. Kreaturerne kan æde eller drikke smittet foder/vand, eller slikke genitalerne på smittede dyr. Brucella kan endvidere overføres gennem slimhinder, hornhinde eller åbne sår.
Brucellose hos kvæg er næsten udelukkende forårsaget af Brucella abortus, men også B suis eller B melitensis kan inficere kvæg. B suis synes dog ikke at kunne smitte mellem køer.