Bliv autoriseret dyrlæge i Danmark
Fødevarestyrelsen giver tilladelse til dyrlæger i Danmark. Bliv klogere på, hvordan du ansøger og får en autorisation som dyrlæge.
Sådan bliver du autoriseret som dyrlæge
1. Hent og udfyld ansøgningsskemaet
Brug ansøgningsskemaet:
Ansøg om autorisation som dyrlæge (pdf)
Bemærk, at dit ansøgningsskema skal være underskrevet med blå kuglepen.
2. Vedlæg dokumentation til din ansøgning
Du skal vedlægge en af følgende dokumentationer til din ansøgning:
- En kopi af dit eksamensbevis/diplom fra Københavns Universitet.
- En erklæring om sidste dato for censur fra eksamensadministrationen ved Københavns Universitet i form af en karakterudskrift (blanket RA060U), der kan bestilles elektronisk fra eksamensadministrationen.
Det er et krav, at blanketnummeret RA060U fremgår øverst i højre side af blanketten, og at blanketten er stemplet og underskrevet af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (KU SUND).
3. Send ansøgningsskema og dokumentation til Fødevarestyrelsen
Din ansøgning skal sendes som brev til Fødevarestyrelsens adresse:
Fødevarestyrelsen
Stationsparken 31
2600 Glostrup
Mærk kuverten "Dyrlæge"
4. Afvent Fødevarestyrelsens afgørelse
Fødevarestyrelsen træffer en afgørelse om autorisation senest fire uger efter, vi har modtaget din ansøgning. Du vil få besked umiddelbart herefter.