Metaller og legeringer bliver brugt i fødevarekontaktmaterialer, der bruges til produktion af mad. Det er fx i maskiner, beholdere, knive, gryder og kar. Metaller bruges også i dåser og folier til indpakning af fødevarer.
Når man blander forskellige metaller, kaldes det en legering. Rustfrit stål er fx en legering af jern, krom og typisk nikkel. Metaller og legeringer vurderes ud fra, hvad de skal bruges til, og om der er en sundhedsrisiko ved denne anvendelse. De skal overholde det generelle krav i lovgivningen om, at fødevarekontaktmaterialer ikke må afgive stoffer til fødevarerne i mængder, der kan være sundhedsskadelige.
Nordisk vejledning om fødevarekontaktmaterialer af metaller og legeringer
Der er ingen problemer i at bruge aluminium i forbindelse med fødevarer, hvis det er belagt eller lakeret.
Vejledning til brug af aluminium, som ikke er belagt eller lakeret:
Beryllium er giftigt og kræftfremkaldende. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.
Bly er giftigt og bør ikke bruges i fødevarekontaktmaterialer.
Cadmium er meget giftigt. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.
Jern bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx som støbejern og i rustfrit stål.
Rustplettet jern bør undgås i materialer i kontakt med fødevarer.
Det anbefales at undgå direkte kontakt mellem kobber og fødevarer, da fødevaren kan misfarves eller få afsmag.
Der er ingen restriktioner for brug af kobber belagt med tin, rustfrit stål eller et andet passende materiale.
Kobolt bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i legeringer, glas og glasur.
Krom bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i rustfrit stål, hvor det bidrager til den blanke overflade.
Personer, der lider af allergisk eksem, bør undgå at bruge fødevarekontaktmaterialer, der indeholder krom, undtagen rustfrit stål.
Legeringer, der bruges til kontakt med fødevarer, bør ikke indeholde krom-ionen Cr(VI) og bør ikke afgive Cr(VI).
Kviksølv er meget giftigt. Det bør derfor ikke anvendes i fødevarekontaktmaterialer.
Mangan bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i stål og andre legeringer.
Nikkel bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, da materialer med nikkel let kan give overfølsomhed.
Migration af nikkel fra emballage og køkkenudstyr til fødevarerne bør være så lav som muligt.
Nikkel indgår i rustfrit stål, uden at det giver problemer. Ved anvendelse af rustfrit stål, fx gryder og elkedler, bør genstandene dog koges af, inden de tages i brug.
Rustfrit stål består typisk af jern, krom og nikkel. Frigivelsen af krom og nikkel er størst fra nye gryder og pander af rustfrit stål og særligt ved kontakt til syreholdige fødevarer. Efter de første par anvendelser vil der dog dannes en beskyttende overflade på stålet, som sikrer, at frigivelsen mindskes. Der findes særlige typer af rustfrit stål, som er mere korrosionsresistente.
Generelt skal det sikres, at de metaller, der indgår i legeringer til kontakt med fødevarer, ikke frigives i mængder til fødevaren, der kan være sundhedsskadelige.
Retningslinjer for fødevarekontaktmaterialer af rustfrit stål (2018)
Sølv bruges i fødevarekontaktmaterialer, først og fremmest i sølvtøj. Sølv kan reagere med sulfid og danne sølvsulfid, som er en sort forbindelse med en ubehagelig smag. Dette sker, fx hvis du spiser æg med en sølvske. Det har dog ingen sundhedsmæssig betydning.
Konservesdåser laves ofte af aluminium eller hvidblik med tin, som kan give afsmitning til indholdet. Det er primært sure produkter som tomater og ananas, der fremmer afsmitningen af tin. Mængden af tin i indholdet stiger igennem holdbarhedsperioden. Derfor bør dåsemad kasseres ved holdbarhedsdatoens udløb, også selvom det ikke lugter eller virker fordærvet.
Mad skal aldrig opbevares i åbne dåser, da ilt øger afsmitning. Hæld derfor altid mad fra konservesdåser over i en anden opbevaringsbeholder, hvis rester skal gemmes.
Tin bruges i nogle dåser, for at afsmitning til fødevarerne har en effekt på fødevaren, fx stabilisering af farven. Det kaldes aktiv emballage.
Der er en maksimal grænseværdi for afsmitning af tin på:
Titanium bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer; det kan fx forekomme i visse typer af rustfrit stål.
Zink bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, fx legeringer som galvaniseret stål. Zink beregnet til galvanisering bør ikke indeholde cadmium eller afgive cadmium, fordi det kan være giftigt.
Zink bør ikke bruges i kontakt med våde fødevarer.